Dagens blogindlæg handler om sygdom og identitet 0g hvordan man kan se ting på en anden måde. Vende nogle dårlige tanker lidt på hovedet. Jeg har før skrevet om de identitetsproblemer, der kan komme, når man får en diagnose på depression eller en anden psykisk lidelse. Jeg har også skrevet om den måde, andre kan se på en kun pga. en diagnose.
Det er sådan, at jeg tidligere har brugt lang tid på at tænke, at min sygdom var en frygtelig ting, som altid ville påvirke mit liv meget. Min sygdom var en belastning for mig, og den gjorde, at jeg var en belastning for andre mennesker.
Det er en virkelig dårlig måde at se det på, så her er mit alternativ:
For det første er min sygdom ikke hele mig. Overhovedet ikke. Langt fra. Det er vigtigt at huske.
I stedet for at tænke, at jeg har været svag og sårbar i en periode, vil jeg tænke, at jeg har været helt utrolig stærk. Hvis jeg ikke havde været stærk, havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Så simpelt er det. Og hvor er det imponerende og godt klaret af mig!
I mine forhold i livet er mine erfaringer en styrke. Det har gjort, at jeg har stor empati og forståelse, hvis folk har det dårligt. Jeg ved, at kriser kan tage tid og ved, hvor vigtigt det er med søde pårørende. Jeg bliver ikke skræmt af mennesker, der græder. Jeg har masser at give, og jeg er, hvis jeg selv skal sige det, en god datter, søster, veninde og alt det!
Jeg har mange gange fået af vide, at jeg har en stor indsigt i min sygdom og hvordan jeg skal tackle den. Sidst jeg var til psykiater sagde hun faktisk bare “du ved, hvad du skal gøre”, da jeg fortalte om symptomer på hypomani. Det har ofte været frustrerende, at jeg skulle bruge så meget tid på terapi, men nu har jeg gjort det. Jeg kender mig selv godt og hviler i mig selv, og det er der ikke mange 23-årige, der kan sige!
Jeg troede faktisk i mange år, at min sygdom var et kæmpe handicap i mit liv og umuliggjorde eller i hvert fald besværliggjorde muligheden for nogle ret basale ting (f.eks. karriere og kærester), men det gør jeg ikke mere. Nu bliver jeg overrasket, når jeg bliver konfronteret med mennesker, der tror det. Min sygdom er ikke en svaghed, det er en styrke. Basta.
P.s. D. 3. juni har jeg været ude af svær depression i tre år. Jeg har haft svingninger men ingen svær depression, og hvor er det bare pisse nice!
Hanne Mulvad Nielsen siger
Tak! Genkender meget af det du skriver.
Katja siger
Tillykke med at du har været ude af svær depression i 3 år. Jeg har været det i et år, selvom jeg er blevet skilt i mellemtiden, og har det svært med det. Det er jeg også ret stolt af, at jeg har klaret.
Venlig hilsen Katja