Foredraget Lykketyven

Foredraget tager udgangspunkt i Saras personlige historie og giver et indblik i følelseslivet hos en pige med depression gennem et langt sygdomsforløb. Der er en kronologisk gennemgang af udviklingen men også et overblik over livet før og efter de to års depression, der hjælper til at sætte sygdommen i perspektiv.

Sara formår at sætte ord på de følelser og erfaringer, hun har gjort sig i sit lange forløb. Frem for en opremsning af symptomer og andre faktuelle informationer bruger Sara små fortællinger og poesi til at få fantasi og sanser i spil. Det skaber et ærligt, intenst og medrivende foredrag med målet at give et indblik i, hvordan det føles at lide af depression.

Hun fortæller om de konflikter, der fylder mest – om accepten af sygdommen, overvejelser om identitet og betydningen af behandling. Det er hele tiden med et fokus på udviklingen, og det bliver sat i forhold til de mange med depression, Sara har mødt gennem behandling og blog. På den måde får de også en stemme gennem foredraget, og det bliver mere end blot en personlig historie.

Praktiske oplysninger

Målgruppe: Faggrupper der arbejder med depression eller andre psykiske lidelser. Det er også stadig muligt at booke Lykketyven til arrangementer for unge og mindre interessegrupper.

Publikumstørrelse: Det kan holdes for grupper i alle størrelser. Foredraget kan tilpasses til bestemte situationer, hvis det skal indgå i et større kursus eller arrangement.

Varighed: Foredraget varer ca. 50 min, men der kan også laves kortere udgaver til bestemte arrangementer. Der vil være mulighed for spørgsmål bagefter.

Sprog: Sara har erfaring i at holde foredrag på dansk og engelsk.

Pris: Uddannelse og nuværende SU-situation gør det, at det ikke er muligt for Sara at modtage betaling for foredrag. Transportudgifter skal dækkes, og symbolske gaver modtages gerne.

Udtalelser

“Sara har komponeret en fantastisk fortælling, såvel i cyberspace som via det personlige foredrag hun tilbyder. Lykketyven er en fantastisk sanserejse, fortalt med ydmyghed og ærlighed. En fortælling der krydres med poesi, og sidst men ikke mindst en fortælling der efterlader lytteren forandret for evigt.”. Nels Karlsvang, senior konsulent, Implement Consulting Group

“Vi har ved flere lejligheder inviteret og anvendt Sara Rützou som foredragsholder med stor succes. Hun evner at formidle yderst elegant og indlevende, og hun udviser en stor integritet. Hun fanger sit publikum med en god sans for timing , og hun har samtidigt udemærkede retoriske evner, som samlet efterladet indtrykket af en naturlig og autentisk evne for formidling. Vi kan således give Sara Rützou de bedste og varmeste anbefalinger.” Lars Kessing og Maj Vinberg, Psykiatrisk Center København. 

Du sætter ord på det, der svært at formulere. Da jeg skulle forklar min sygdom(bipolar) til min sagsbehandler gav jeg ham et link til din side. Han har efterfølgende givet linket videre.
Tak, for de ord du giver til verden. Du gør en forskel ” Anja Reihmann Christensen

“Hvor er det godt beskrevet. Super, super godt initiativ.
Jeg tror det kan være en fantastisk inspiration for andre unge med depression at se, at en flot, ung kvinde med det karisma, som du udstråler, kan have en depression – og komme op af dybet igen.
Og en øjenåbner for dem, som ikke har prøvet det og ikke forstår.” 
Marie Schbnell