At forstå depression og bipolar lidelse

Det er svært at forstå depression, og det er svært at forstå bipolar lidelse. Det er faktisk svært at forstå alle psykiske lidelser. Der er virkelig mange ting, jeg ikke forstår, når det gælder min sygdom. Her er nogle af dem:

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan tåle stress.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg har så svært ved at stoppe en hypomani.
Jeg forstår ikke, hvordan jeg overlevede to år med depression.
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg får mareridt i perioder og vågner og græder hver nat.
Jeg forstår ikke, hvor meget er mig og hvor meget er sygdom.
Jeg forstår ikke, hvorfor det har ramt mig.
Jeg forstår ikke, hvor grænsen går.
Jeg forstår ikke, hvorfor mit humør kan variere så meget
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg får ondt i maven hver gang jeg er ked af det.
Jeg forstår ikke, hvordan i alverden jeg skal leve med det resten af mit liv.

Det er ikke kun mig, der ikke forstår ting.

På Rigshospitalet hvor jeg stadig er i behandling, forstår de ikke, hvorfor noget medicin virker på mig og noget andet ikke gør. De forstår ikke kognitive problemer eller præcis hvorfor elektrochok virker. De forstår faktisk ikke engang, hvad der gør, at nogle folk får bipolar lidelse.

Folk omkring mig forstår heller ikke altid min sygdom. Hvilket er klart, for hvordan skulle de? De kan ikke altid forstå, at jeg ikke bare passer bedre på mig selv eller de kan ikke forstå, hvornår jeg er glad og hvornår jeg har en hypomani. Det er to ting, jeg heller ikke forstår.

Nogle gange kan jeg ikke forstå, at jeg nogensinde har haft det dårligt. Det kan være så langt væk og føles så usandsynligt. Andre gange, og der er flest af dem, kan jeg ikke forstå, at jeg nogensinde har haft det godt. Jeg kan ikke genkalde følelsen af glæde.

Der er mange ting, jeg forstår. Faktisk har jeg en utroligt stor sygdomsindsigt, der hjælper mig til at leve et godt liv. Nogle dage er der bare for meget, der er svært og for mange ting, jeg ikke forstår.

Kommentarer

  1. siger

    Hvor kan jeg genkende det. Den enorme forvirring over de voldsomme humørsvingninger. Det ene øjeblik er man lykkelig, det næste er man helt nede i et hul så dybt at det føles umuligt nogensinde at komme op igen.
    Jeg forsøger meget på at arbejde med accept. At acceptere at tingene er sådan her lige nu (hvad enten det er godt eller skidt), samt acceptere at visse ting aldrig bliver til at forstå.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>