Et farvel til Kompetencecenter for Affektive Lidelser

I går havde jeg min sidste gang på Rigshospitalets Kompetencecenter for Affektive Lidelser, hvor jeg har været i ambulant behandling i to et halvt år nu. Jeg tror ikke, at jeg med ord kan beskrive hvor dybt taknemlig, jeg er for den store hjælp, jeg har fået der. Men eftersom dette er en blog, og jeg er en kvinde af mange ord, vil jeg prøve.

Da jeg startede for to et halvt år siden var jeg stadig meget syg. Dengang kunne jeg ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at jeg nu ville være, hvor jeg er. Det var ganske enkelt for langt væk og en drøm, jeg ikke turde drømme.

Jeg blev henstillet til klinikken, da min private psykiater mente, at jeg måtte være bipolar og kunne få den rigtige hjælp der. Efter adskillelige timers samtaler fik jeg diagnosen og begyndte i behandling. Der er mange forskellige tilbud og former for hjælp på stedet, og jeg har vist prøvet det meste. Nedenunder står nogle af de vigtigste.

Medicin: Da jeg først fik den rigtige diagnose, fik jeg også den rigtige medicin. Ikke nok med at antidepressiv medicin var stort set uden virkning, er det faktisk decideret skadeligt at få for en bipolar. På hospitalet fik jeg den korrekte medicin, og i løbet af få uger på en ordentlig dosis kunne jeg mærke en stabilitet, som jeg aldrig havde prøvet før. Det var specielt og egentlig ret voldsomt at mærke men virkelig fantastisk. Den fjernede ekstremerne i mine følelser og den uro, der havde været i mig så længe, jeg kan huske.

Gruppeterapi: Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente, men jeg var nok både lidt nervøs og kritisk. Vi havde en runde til at starte med, hvor vi sagde vores navne, men der var intet kor af ‘hej Sara’. Jeg fortalte om mit sygdomsforløb i korte træk og hørte om de andres. De var alle længere i deres forløb, og det kom til at betyde, at jeg kunne finde støtte i historierne om deres udvikling. Det var især i forhold til accept af sygdom og identitetsproblemer, der fyldte utrolig meget i starten for mig, og som de andre havde tacklet i højere grad.
Det var stort at møde andre, der var som mig selv. Andre der havde oplevet de samme smerter, den samme uro, fortvivlelse, frustration, ustyrlighed og følelserne af at være anderledes, håbløs, til besvær og så langt fra den, de gerne ville være. Det er ikke, fordi jeg nu går og føler mig meget anderledes men stadig lidt og dengang var det værre. Jeg har trods alt været igennem nogle ting, som de fleste på min alder er forskånet for – faktisk den største del af befolkningen for det er kun 1-2%, der deler min lidelse. Det er ikke ofte, jeg møder nogle på min alder, der har prøvet noget af det samme som mig. F.eks. det at møde andre, der har været på antabus, var vigtigt. Jeg var ikke alene.
Det er mit indtryk, at det er noget af det samme, som læsere af min blog oplever. Følelsen af ikke at være alene, at der er andre som en selv og at der er håb.

EPO-projekt: Det var ikke en del af behandlingen på klinikken men et ekstra tilbud. Som en del af et medicinsk forsøg for at undersøge virkningerne af EPO hos bipolare patienter i forhold til kognitive problemer og depression fik jeg EPO i nogle måneder for halvandet år siden. Halvdelen fik placebo, men jeg var heldig og fik EPO og mærkede gode resultater. Nu håber jeg, at det kommer på markedet, så jeg kan få nytte af det på fast basis.

Derudover: Jeg har også været i terapi hos en psykolog, haft en fast psykiater og fået løbende hjælp af en sygeplejeske. Alle sammen godt og hos meget kompetente personer.

Jeg har fået meget ud af min behandling, og jeg føler oprigtig talt ikke, at der er mere, jeg kan lære der. Den holdning deler min psykiater, så der må være noget om snakken. Jeg har taget imod de forskellige tilbud og taget det seriøst hele vejen igennem. Der har jeg gjort for at være rustet til en liv efter behandlingen. Og det er jeg så nu. Livet kan komme an, jeg er parat!

Kommentarer

  1. Inger karlsson siger

    Har fået affektiv behandling på Rigshospitalet for et par år siden. Jeg havde været indlagt på Bispebjerg hospital et pænt stykke tid og derefter overført til rigshospitalets daghospital for affektiv behandling. Havde lidt af depration i mange år og prøvet næsten alt det medicin der fandtes på markedet. Efter jeg begyndte på rh havde jeg en fantastisk overlæge der fandt en medicin jeg ikke havde prøvet.det sammen med samtaler med en svensk sygeplejerske der var hendes vægt værd i guld, er jeg kommet videre. Jeg har stadig op og nedture, men intet i forhold til det der var før. Inger karlsson

  2. Kai Lykkegaard siger

    Jeg kan også kun rose det Affektive kompetencecenter på Riget. Min behandling og har været i gode hænder. Stor ros til læge Thomas Kirkegaard og sygeplejerske Sanne Sander.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>