Jeg har det godt.
Faktisk har jeg det rigtig godt.
Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg ikke huske, hvornår jeg nogensinde har haft det så godt. Behandling, medicin, venskaber, selvværd, familieforhold, kærlighed, studie osv – det hele kører mere eller mindre, og jeg er meget glad. I øjeblikke er jeg lykkelig.
Det er fantastisk, og jeg har været i tvivl, om jeg skulle skrive det her blogindlæg. Jeg vidste ikke, om jeg ville sætte ord på de følelser. Det føles på en eller anden måde lidt forkert, jeg burde vel bare nyde at have det godt. Jeg har uden tvivl fortjent det.
Men lige pludselig kan det slå mig. At have det så godt, skræmmer mig. Jeg har måske bare dybere at falde end de fleste. Kontrasten mellem hvordan jeg har det nu, og hvordan jeg havde det under mine to år med svær depression, er så enorm, at jeg næsten ikke forstår, at jeg som menneske kan rumme begge dele. Jeg har ellers sluppet angsten for at blive syg igen, der fulgte mig meget efter min raskmelding fra depression. Det skulle flere års terapi og en vandretur på små 1000 km til, men det fylder ikke længere i min dagligdag.
Nu sker der mange gode ting i mit liv, og det er der sikkert mange ydre omstændigheder, der kan ændre. Jeg kan miste en, jeg holder af eller have så svært ved mit nye semester, at jeg mister interessen for retorik. Ting i den stil. Selvom det er en ubehagelig tanke, er den til at leve med. Den viden, at ens liv potentielt kan ændre sig på en negativ måde, lever alle med, tror jeg.
Det der skræmmer mig, er, at selv hvis jeg gør alt rigtigt, og intet går galt af ydre omstændigheder – stadig kan min sygdom komme ud af det blå og fjerne min lykke. Jeg kan miste evnen til at føle lykke over mit liv. Det er da skræmmende (og uretfærdigt og noget fucking lort). Og der er bare rigtig dybt at falde.
Jeg nyder og værdsætter virkelig at have det godt. Det er helt fantastisk at opleve. Men nogle gange, i sårbare øjeblikke lige inden jeg falder i søvn, skræmmer lykken mig. Jeg vil så nødigt miste den.
Skriv et svar