Hvordan man tackler en depression perfekt

Når jeg holder foredrag eller skriver blogindlæg, gør jeg det som et menneske, der har lidt af depression, og som stadig lever med en psykisk lidelse. Jeg har ikke knækket en kode til det gode liv, og som jeg tidligere har skrevet, kæmper jeg stadig. Jeg har valgt at fortælle ærligt om mine erfaringer og tanker, fordi jeg håber, at det kan hjælpe andre. På samme tid hjælper det forhåbentlig også mig selv.

Jeg har en god veninde, som nogle gange har spurgt mig om, hvordan jeg har tacklet mine problemer så ufattelig godt. Hun har sagt, at hun ikke forstod, hvordan jeg gjorde det og var frustreret over, at hun havde svært ved at tackle sine egne problemer. Det undrer mig, at hun kan tænke, at jeg har tacklet min depression enormt godt, for jeg ved, at jeg på mange måder ikke har tacklet sygdommen særlig godt.

Jeg kunne ikke finde ud af at åbne op for min daværende kæreste og fortælle om mine følelser, så ham mistede jeg. Jeg har taget overmodige valg i forhold til arbejde, som gjorde, at jeg fik det dårligt igen. Jeg begyndte at drikke for at holde livet ud. Det er ikke godt tacklet, og det er stadig svært for mig at forstå, at jeg havde det så dårligt, at jeg gjorde noget så selvdestruktivt.

Nu skal det ikke lyde som om, jeg bebrejder mig selv for de fejl, jeg har begået. Det gør jeg ikke, og jeg ønsker ikke, at nogle fortæller mig, at jeg gjorde en masse ting rigtigt. Det ved jeg heldigvis godt, men det er en misforståelse, hvis nogen tror, at jeg har klaret det perfekt.

Det er okay at lave fejl. Depression er en forfærdelig sygdom, som kan slå alle ud af kurs. Selvfølgelig laver jeg/vi/os alle fejl på vejen. Jeg tror, at det vigtigste er, at vi bliver ved med at prøve at gøre det rigtige – bliver ved med at gøre vores bedste. Hvis det er det, min veninde mener med, at jeg har tacklet det godt, har hun ret. Jeg gav ikke op, og det er faktisk ret godt klaret.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>