Her kommer en lidt selvfed blog. Gennem hele mit forløb har diverse kloge hoveder (psykiater, psykolog og læger) snakker om, hvilket ressourcestærkt menneske jeg er. Det føltes ærlig talt lidt underligt, for de sidste snart to år har jeg om noget ikke følt mig ressourcestærk. Jeg har tværtimod følt mig svagere end nogensinde før. Nu hvor det ser lysere ud, kan jeg godt se, hvad de mener. Jeg har altid været et ressourcestærkt menneske, og det skal jeg være taknemlig for, for hvem ved hvordan det ellers ville have gået med mig?
Udover at have indre ressourcer, har jeg også haft en skare af mennesker omkring mig, som har passet godt på mig. Jeg ved, at jeg har takket dem før i et tidligere blogindlæg, men de har bare betydet så vanvittig meget. Uden dem ved jeg ikke, hvordan jeg havde klaret den. Faktisk forstår jeg ikke, at nogle kan klare en depression uden gode venner og familie omkring sig. Det er der vel nogle, der gør. Jeg kom så langt ned, at jeg tvivlede på, om jeg ville overleve, og det var altså med hjælp fra mange venner og en familie, der gjorde ALT for, at jeg skulle have det bedre.
Skriv et svar