Jeg har fanget et øjebliks håb, og jeg prøver at få det meste ud af det. I dette øjeblik føler jeg, at det nok skal gå. Jeg skal nok få mulighed for at leve et normalt liv, også selvom det måske varer noget tid. Jeg føler også håb på andres vegne. En god ven har fået depression, og jeg følte straks stor medlidenhed. Tænk at han skal gennemgå alt det, jeg har været igennem. Jeg så det, som om han havde fået noget nær en dødsdom. Jeg glemte fuldstændig, at mange mennesker går ned med depression og bliver raske efter et halvt år måske. Siden mærker de intet til depression udover selvfølgelig den sårbarhed depressionen efterlader hos mennesker.
At have en depression er naturligvis forfærdeligt også selvom den “kun” varer et halvt år eller mindre. Jeg har stadig ondt af denne ven, men jeg håber for ham, at hans sygdom ikke trækker ud og er så kompliceret som min. Jeg dyrker håbet, når det er der, for det forsvinder oftest hurtigt igen og efterlader mig med en håbløshed, der er lige så stærk og indvarende på mit følelsesliv som håbet.
Skriv et svar