Jeg har ventet så længe, og jeg kan snart ikke holde det ud længere. Der må være en grænse for hvor længe, man kan gå uden at føle glæde. Det er ikke helt skidt det hele, men det er heller ikke godt. Det er lad-dagene-gå-så-der-kan-komme-bedre-tider, og nu må de bedre tider godt tage og komme. Jeg prøver at fylde dagene med ting, der burde gøre mig glade. Ting jeg kan lide og ting, jeg ved udløser glædesstoffer. Der sker bare ikke noget.
Når jeg først begynder at græde, stopper jeg aldrig igen.
Skriv et svar