Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer. Man kan forsøge at påvirke sit liv i den rigtige retning, men hvis man har tendens til depression, er det nogle gange nødvendigt at reducere lidt i sine planer. Det har jeg personligt haft meget svært ved at acceptere, men nu lysner det hele faktisk for mig.
Jeg har endelig accepteret fuldt ud, at jeg det næste halve år ikke skal arbejde, men nøjes med at komme mig og så ellers gøre noget ved mit foredrag. Jeg søger ind på KU til efteråret, og derfra håbet jeg at kunne klare mig på samme vilkår som almindelige mennesker. Jeg bliver en studerende, der bare havde nogle satans hårde år, som jeg kom over.
Dette personlige indlæg har faktisk en pointe: Det lysner altid på et tidspunkt. Det kan meget vel tage lang tid, men på et tidspunkt falder det hele på plads, og så gælder det bare om at nyde det. Jeg tror ikke, at jeg kan skrive nok indlæg ala ‘det hele skal nok gå’, for man kan som deprimeret næsten ikke høre det nok. Det var i hvert fald min mening, da det hele var sort for mig, og mit håb var ved at forsvinde. Man skal høre det igen og igen: Det bliver godt igen!
Skriv et svar