Dette indlæg har et ganske specifikt emne, men ikke desto mindre er det endnu en ting, som man som psykisk syg(og deraf arbejdsløs)kan risikere at støde på. Man bliver på kommunen tildelt en sagsbehandler, som skal hjælpe en på forskellige måder. Men kan en sagsbehandler hjælpe en psykisk syg, hvis personen ikke har tilstrækkelig viden om psykiske sygdomme og de forhold, en sygdom medfører?
I mit seneste møde med min nye sagsbehandler siger han flere ting, som kan tyde på uvidenhed.
Eksemplerne er som følger:
Da jeg har fortalt ham, at jeg muligvis er bipolar (engang kaldet maniodepressiv), spørger han, hvad jeg skal gøre for at blive rask. Eftersom bipolar lidelse er for livet og man som hovedregel ikke siger, at man overhovedet kan blive rask, er det et underligt spørgsmål.
. Da jeg spørger ham om mine muligheder for en medicinbevilling, siger han, at det ikke er nødvendigt, da lykkepiller, som han kaldte den, ikke er dyre. Det kan selvfølgelig bare være mig, der mener, at 1500 kr. månedligt ud af en indkomst på 4.000 er mange penge.
Da jeg spørger ham ligeud, om man som syg kan få tilskud til transport på nogen måde, hvis man som jeg nogle gange er for dopet (ja, det lyder voldsomt) til at cykle. Der siger han klart nej, men på borger.dk står der andre ting. Der står, at man kan få ekstra penge, hvis man har ekstra udgifter f.eks. i forbindelse med transport som psykisk syg.
Jeg gik derfra med blandede følelser. Er han uvidende og kan han i så fald hjælpe mig i den grad, jeg har brug for det?
Ja. Han er uvidende om, at prisen på medicin kan variere kraftigt. Jeg har selv oplevet den samme uvidenhed. Jeg oplevede konkret, at de fremskridt jeg gjorde blev undermineret af kontakten med en socialrådgiver. Han lovede og gav hånd men fik ikke gjort noget af det han sagde.
Fra en ven har jeg en historie om hvordan en socialrådgiver eller var det en bostøtte der var idiot. Min ven havde det skidt, manglede et sted at bo og var meget afhængig af sin mobiltelefon til alt det praktiske og kontakten til det offentlige. Han løb tør for penge til medicin så bostøtten foreslog ham at han lukkede sin mobiltelefon.
En rask person med et fast sted at sove kan undvære disse ting. En syg person uden hjem er dybt afhængig af kontakten til venner, familie og offentlige tilbud (læge, myndigheder osv.)
Man kan komme med den påstand, at kontrollen med sagsbehandlingen er i hænderne på de mindst egnede. De bestemmer så hvad de højtuddannede læger skal udføre af service på borgeren.
Den følelse du havde da du gik derfra var ikke “blandet.” Det var 100 % ren afsky og måske en pervers trang til at gøre noget ved det.
Du er absolut ikke alene. Der er tusinder, måske millioner af os som har det på samme måde som dig.
Tak for din kommentar. Det gør mig ondt, at mange sidder i samme situation, for det er bestemt ikke sjovt. Indlægget handler såmænd også kun om et enkelt møde, der har været så mange tilfælde af uvidenhed, fejl og mangler i mit møde med systemet, at det halve kunne være nok. Jeg fik ganske rigtigt lyst til at gøre noget ved det, selvom det er en stor kamp.