Blogindlægget kunne også hedde: At være sin diagnose. Jeg skrev den anden dag om hvor svært jeg i starten havde det med at acceptere min diagnose på depression. Set i retrospektiv bestod en del af kampen i, at jeg var bange for, at det ville ændre min personlighed. Jeg var bange for, at jeg ville blive min diagnose. Desuden følte jeg, som jeg skrev den anden dag, at mærkatet ‘psykisk syg’ og min personlighed ikke lutter passede sammen.
Jeg tror næppe, at jeg er den eneste, der har haft den problemstilling tæt på livet, for store spørgsmål om identitet kommer let op at vende, når man er syg på den måde. Den måde man tænker på, når man er syg på depression, er påvirket af depressionen på den måde, at man tænker mere negativt og ser sort på verden. Det er en af de ting, som kan skræmme en, for den måde man tænker på, er en stor del af den, man er.
Selvom jeg ikke mener, at man kan blive sin diagnose, havde jeg også et tidspunkt i min sygdom, hvor jeg følte, at mine veninder prøvede at skelne mellem depressionen og min personlighed lidt for meget. Det var en speciel situation, men selvom jeg ikke er min diagnose, har den sygdom, jeg har haft, påvirket min personlighed og været en stor del af mit liv. Det har ændret i min måde at se på livet og på mig selv. Jeg er meget mere end blot en pige, der har haft en depression, men nogle gange er det præcis, det jeg er – en pige, der har haft en depression.
Skriv et svar