Som første blog også berører, har mange søde mennesker vist medfølelse med mig gennem min lange og åbne proces. Det har de gjort selvom de ikke nødvendigvis har været igennem noget lignende, men fordi de netop ejer medfølelse og indlevelse i andres liv. Det er dog ikke tilfældet med alle, og det er min pointe med denne blog – man hører meget lort, når man taler så åbent omkring en så tabubelagt ting som depression.
En kliché er den ucharmerende opfordring: ”Tag dig sammen”, og den har jeg desværre måtte lægge ører til flere gange. Den viser dog mest af alt uvidenhed, og det er svært at hidse sig helt op over det, selvom det er enormt dumt sagt af flere årsager. En depression er en meget smertefuld sygdom, som ingen vælger at få, og hvis man kunne komme ud af den bare ved ”at tage sig sammen”, ja, så ville nogle flere nok have gjort det. At depressioner ofte medfører, at den syge skal tage medicin er endnu et eksempel på, at en depression ikke er helt let at slippe af med. Desuden burde uvidende folk forstå alvoren af en depression, hvis de hører, at man skal have medicin for det. Det er alligevel en del mere håndgribeligt end så mange andre aspekter af sygdommen.
Så sur blev jeg, da det næste skete!
Det dummeste jeg overhovedet har hørt, fik mig faktisk så meget fra den, at jeg begyndte at græde til et bryllup. Nu har jeg rimelig let til tårer, men vredestårer er alligevel ikke hverdagskost for mig, og slet ikke når det er en nabos imbicile kommentarer, der har skylden. Til brylluppet, som ikke blev holdt for så frygtelig lang tid siden, spurgte en nabo mig, hvordan det gik. Eftersom vi er naboer ved han godt, at jeg har haft det noget svært det forekommende år, så jeg svarede så ærligt jeg kunne, at jeg havde det okay, men det var en lang proces at komme over en depression. Det kunne han tydeligvis ikke forstå, da han ikke var af opfattelsen, at en depression er en sygdom. Han var på ingen måde interesseret i at diskutere det med mig, men han ville gerne ud med sine egne meninger. En af hans meninger, som forhåbentlig er sjælden, er, at man kun bliver deprimeret, hvis man selv tror på det – hvad det så helt betyder lader jeg være op til jer.
Han har selvfølgelig ret til at mene hvad han vil, men hans kommentarer var, udover at være utroligt dumme, også rigtig nedladende for han får på samme tid sagt, at jeg ikke var stærk nok til at komme uden om denne depression. Jeg havde ikke evnen til at tage mig sammen. Så er vi tilbage til hele snakken om at tage sig sammen, og oven på min oplevelse vil jeg nok anbefale, at man tager sig godt og grundigt sammen og undgår mennesker som min nabo eller bare ignorerer dem fuldstændigt.
Hvis nogle har oplevet noget lignende, kan I jo lige skrive en kommentar og fortælle om det. Jeg er nemlig desværre ret sikker på, at jeg ikke er den eneste.
Skriv et svar