Så har jeg nogle dårlige dage igen. Med god timing har min veninde, som jeg havde aftalt at flytte sammen med, ombestemt sig hovedsageligt pga. min sygdom, og nu har jeg ingen at bo med. Er ikke sur på hende, jeg forstår trods alt bedre end nogle, hvordan det er at bo sammen med mig. Det er bare ærgerligt, og jeg er frustreret over, at min sygdom påvirker ALT i mit liv. Nu står jeg også i jordens lorte situation, for det er bestemt ikke det bedste for mig at flytte alene. Min socialrådgiver som har helterollen i mit livs skuespil vil heldigvis hjælpe mig med overhovedet at finde en lejlighed, så det problem står jeg ikke med.
Hele min dårlige boligsituation påvirker mit humør meget, for når jeg er så skrøbelig og ked af det i forvejen, skal der ikke meget til for at vælte det hele. Jeg frygter hvordan det bliver, når jeg skal bo alene. Forhåbentlig kan jeg komme til at bo tæt på min søster, jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal klare det ellers.
Skriv et svar