Jeg sidder for tiden og skriver på min bog, der kommer til at handle om mit sygdomsforløb, og mens jeg gør det, kommer jeg i tanke om nogle af de ting, der fyldte allermest, da det gjorde allermest ondt. En af de ting er bekymringer.
Jeg bekymrede mig simpelthen så meget. Det handlede meget om sygdommen fra de store bekymringer om fremtiden til de små om medicinens påvirkning på min vægt. Jeg havde hovedet fyldt med spørgsmål hele tiden, som jeg ikke kunne svare på, og som sad fast i form af bekymringer. Her blot nogle eksempler på alle mine tanker og bekymringer:
Bliver jeg nogensinde rask? Hvem er det egentlig, der ved med sikkerhed, at jeg bliver rask? Hvordan mon mine venner, familie og kæreste har det, nu hvor jeg er syg? Hvor længe vil medicinens bivirkninger påvirke mit liv? Skal jeg tage medicin for evigt? Er depressionen en del af min personlighed, og vil den følge mig for evigt?
Skriv et svar