Når man er syg med depression, kan man være det i forskellige grader .Da jeg først blev syg, var det en moderat depression, men den nåede at blive svær, inden jeg fik det bedre. Faktisk blev jeg henvist til elektrochok, som er nogle stød i hjernen, der hjælper svært deprimerede til at få det bedre. Jeg nåede at få det bedre med medicinen (spiste dobbeltdosis pga. misforståelse), så jeg undgik elektrochok.
Det er hårdt at erkende, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne klare at have det så dårligt igen. Altså, jeg ved ikke om jeg ville overleve det. Det er svært at tænke på, for risikoen for, at jeg bliver syg igen, er rigtig høj grundet mine gener, min alder da jeg blev syg og hvor kompliceret det var at gøre mig rask. Jeg håber meget, at hvis jeg skulle blive syg igen, ville det aldrig nå at blive så slemt.
Da det var værst, kunne jeg ingenting selv. Man bliver uselvstændig og afhængig på en måde, der kun kan minde om et lille barns afhængighed af forældrene. I starten af depressionen boede jeg hjemme, men før den blev svær, flyttede jeg hjemmefra. Både hos mine forældre og der jeg bor nu, blev alt ordnet for mig. Mine forældre sørgede for, at jeg spiste, gik i bad og kom i skole en gang i mellem dengang, jeg stadig gik der. Min mor lagde endda tøj frem til mig, for selv det var for meget. Jeg flyttede sammen med min søster og nogle andre piger, og der vaskede min søster min tøj, lavede mad til mig og blev endda hjemme fra fester for at passe på mig. Jeg var så syg, at alle skulle tage hensyn. Der måtte ikke larmes, for lyde gjorde mig forskrækket og utilpas. Da jeg har tre mindre brødre, er det svært, men det er ingenting i forhold til hvor svært det er at forklare, hvorfor Sara græder igen. De måtte leve med, at deres søster græd døgnet rundt og måtte sove hos mor og far. Jeg kunne ikke engang sove alene. Jeg fik aldrig fri fra depressionen. Selv om natten vågnede jeg og græd, og når jeg endelig sov havde jeg mareridt om depressionen og græd og klynkede i søvne.
Det var hårdt, og jeg bliver ked af det bare ved at tænke på dengang, men det er en ærlig blog. Det blev rigtig slemt, og jeg ville ønske, at ingen mennesker skulle igennem det.
Skriv et svar