Når man behandles for depression er det almindeligt, at det bliver gjort både med medicin og med psykologhjælp. Begge ting får jeg, dog med forskellig succes. Medicinen er besværlig og giver enormt mange bivirkninger, men min psykolog er fantastisk. Jeg startede egentlig hos en anden, men det er vigtigt at kemien er god, så jeg startede hos hende jeg går hos nu, og hende forlader jeg ikke, selvom jeg lige er flyttet hjemmefra.
I mandags havde jeg min første time i lang tid, da en lang sommerferie hører psykolog-faget til. Det har været hårdt at undvære, og det var med enorm lettelse jeg forlod konsultationen. Hun spurgte, hvordan det var gået siden sidst, og allerede der begyndte jeg at græde. Ikke fordi jeg har det så elendigt, som har haft det, men fordi jeg er dybt frustreret over hvor meget min depression stadigvæk fylder i mit liv. Udover det enorme tankemylder som kredser sig om depression og fylder ALT for meget, bliver jeg mindet om sygdommen hver gang jeg skal tage en pille (to gange dagligt), hver gang jeg skal spise (uendelig mange gange) og hver gang jeg er træt (næsten hele tiden!).
Det hjalp at snakke med psykologen, selvom jeg på nuværende tidspunkt ikke kan huske hvad vi rigtig snakkede om. Det er faktisk ret normalt, at jeg efter at have lavet eller oplevet følelsesmæssigt hårde ting, ikke kan huske, hvad der rigtig skete. Om ikke andet blev jeg lettet, og jeg tror, at jeg når tingene falder på plads kan lære meget af de ting, hun sagde. Hun er så vanvittigt klog!
Skriv et svar