I dagens indlæg skriver jeg om en populær misforståelse, jeg er stødt på flere gange. Den går ud på, at folk tror, at ydre omstændigheder kan ændre den dybe depressive tilstand. Altså, de tror, at fordi solens skinner og naturen er specielt smuk, vil man blive i bedre humør. Sådan fungerer det desværre ikke – eller det gjorde det i hvert fald ikke for mig!
Jeg har flere gange forklaret, at selv hvis solen skinner, man er omringet af folk, man elsker og det er jul og fødselsdag på en og samme tid, vil man med depression stadig have det af helvedes til. Det er nemlig det, depressionen gør ved en og det er en så voldsom kraft, at der skal meget kamp til at bekæmpe den.
Hej Sara, har lige hørt udsendelsen på P1.
Jeg selv har lagt mærke til, at pårørende ikke tager det alvorligt, når man endelig får sagt, at man er bange for at blive depressiv. Jeg har en tendens til det, men det er
mere angst og store bekymringer (har været i behandling). Jeg får at høre, at “selvfølgelig bliver du ikke depressiv”, “nej, pjat – det tror jeg ikke” og “hvorfor dog det?? Det skal nok gå igen”. På en måde beroliger det en – men jeg mangler, at det bliver taget alvorligt. Da det var helt galt engang, ringede jeg til telefonrådgivere, der var optaget i flere timer, hvilket gjorde at jeg blev endnu mere fortvivlet. Man føler sig ofte hjælpeløs, selvom det synes at være meget hjælp at hente.
Hej Kristina
Tak for din kommentar.
Det er vigtigt at blive taget alvorligt, og det er ærgerligt, at du har erfaringer med det modsatte. Det må være en meget frustrerende situation, at hjælpen ikke altid er let at finde eller pårørende har svært ved at tackle/forstå, hvad der sker inden i dig. Jeg håber det bliver bedre, og du kan eventuelt overveje, om du kan fortælle dine pårørende om dine bekymringer på en måde, så de bliver taget så alvorligt, som du ønsker.
Held og lykke
Sara