Hvor meget skal man fortælle?

I de sidste måneder har jeg mødt rigtig nye mennesker. Først på min lange pilgrimsrejse, hvor jeg hver dag faldt i snak med nye spændende mennesker fra hele verden og bagefter på mit studie. Jeg er lige startet med at læse retorik på Københavns Universitet og i den forbindelse er der selvfølgelig også en del spørgsmål ala: Har du haft sabbatår efter gymnasiet, og hvad har du lavet der? Alle har arbejdet eller rejst og de fleste en god blanding.
Jeg har fortalt om caminoen og om mit frivillige arbejde som foredragsholder, og det lyder alt sammen meget fint, men virkeligheden er knap så glamourøs. Det der virkelig har fyldt noget har været min sygdom, og det er da også derfor, at jeg har været sygemeldt.

Det er svært at vide, hvor meget man skal fortælle om et emne som depression (eller andre psykiske lidelser). Nogle kan blive overraskede eller endda lidt skræmte, hvis man fortæller frit fra leveren. Det er meget forståeligt, for det kan være hårdt at høre om de erfaringer, man som syg gør sig. Det er jo aldrig rart at tænke på, at nogle folk kan have det så dårligt, og for mange kan det være første gang, de hører nogle fortælle ærligt om det.

Jeg har intet svar på spørgsmålet i overskriften, men det er værd at tænke over. Langt de fleste mennesker møder jævnligt folk, som de gerne vil gøre et godt indtryk på. Men man kan velsagtens give et godt indtryk, selvom man er ærlig omkring sin situation. Jeg siger ikke, at man skal introducere sig selv som Kenneth den deprimerede eller Ulla der var indlagt sidste år, men det vil måske fjerne noget stress omkring facadeoprettelse, hvis man ikke ligger skjul på, at man er en af de mange, der kender til depression på nært hold.