Dagens indlæg har ingen rigtig pointe, så det må I ikke forvente. Jeg vil blot dele noget med jer, som skete i går.
Jeg havde en samtale med en af de piger, jeg bor sammen med. Der kommer til at være udflytning til sommer, og i den forbindelse talte vi om muligheden for, at jeg skulle overtage lejemålet og administrativt stå for bofællesskabet. Det er ikke særlig kompliceret og vil som sådan ikke kræve meget af mig. Det betyder egentlig mest af alt, at jeg ikke ville kunne flytte med en måneds varsel som jeg kan nu.
I den samtale siger jeg om mine forbehold:
“Hvad nu hvis jeg bliver syg igen? Hvad hvis jeg bliver så syg, at jeg er nødt til at flytte hjem til mine forældre eller blive indlagt?”
Det er ikke noget, jeg tænker på for tiden. Jeg er ikke på nogen måde ved at flytte hjem eller blive indlagt. Jeg har det tværtimod rigtig godt og bruger ikke særlig meget tid på behandling. Der er meget andet, der fylder i mit liv, hvilket er virkelig skønt, men så siger jeg sådan en ting.
Der er noget i mig, som stadig er nervøs for fremtiden. Selvom alt går godt, og selvom jeg ikke bevidst tænker, at det på et tidspunkt måske stopper med at gå godt, så er frygten for en ny sygdomsperiode der stadig. Det overraskede mig lidt.
Som sagt: Der er ikke nogen pointe med indlægget. Jeg prøver stadig at finde ud af, hvad jeg skal stille op og tænke om det hele.
Sidder og tænker…
Måske en ubevidst tanke om at du ikke bør tage det, i dine bevidste tanker, ikke så krævende job, da du, hvis du blev syg igen, måske ikke ville kunne overskue jobbet og føle et personligt nederlag, der måske ville forværre din, forhåbentlig ikke kommende, sygdom…. Hvis du ved hvad jeg mener.. noget…
Bare lige det første jeg tænkte, da jeg læste det
Jeg tror, at jeg følger dig
Jeg tager heller ikke jobbet, men det overraskede mig lidt, at jeg stadig frygter at blive syg igen. Jeg synes godt nok, at jeg har arbejdet meget med det i terapi og synes ikke, at jeg føler det ikke for tiden. I hvert fald ikke bevidst.
Men tak for din besked, Tonny.
Jeg tror, at det kun er sundt at frygte tilbagefaldet.
Det viser nemlig, at du er i stand til at tænke fremad, og tage hensyn til dig selv.
At du tilmed ikke bliver trist over at tænke på det værst tænkelige (en ny depression), men blot overrasket, er også kun et sundshedstegn.
Hilsner herfra
Jonas