Når man har været så syg, som jeg har, efterlader det sine spor. Jeg er blevet bange for at have det dårligt. Det har været meget værre end det er nu, for min dygtige psykiater har hjulpet mig med en traume-behandling, men det påvirker stadig mit liv. Det er nemlig ikke kun en ny depression, jeg frygter, det er al smerte. Jeg er ganske enkelt for svag til at kunne klare at have det dårligt igen.
Hvordan lever man et liv uden smerte? Jeg ved det ved Gud ikke, men hvor ville jeg gerne vide det. Jeg har selvfølgelig opbygget nogle “skjold” og en måde at leve på, så jeg ikke udsætter mig selv for situationer, hvor jeg kan blive såret. Jeg er efterhånden vant til smerten ved depressionen og de dårlige dage, så det ved jeg, at jeg kan klare. Mere smerte oveni vil nok være for voldsomt.
Nu står jeg så i en situation, hvor jeg er sårbar. Hvor jeg risikerer at blive såret, og ham der har den magt at kunne gøre mig ondt, kender jeg ikke engang særlig godt. Jeg burde have forudset det, men man håber jo altid på det bedste. Jeg ved godt, at man altid bliver såret, skuffet eller sur på et tidspunkt i alle slags forhold, men jeg håbede på, at det ville komme på et senere tidspunkt, hvor jeg ville kunne håndtere det bedre. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle. Men jeg tror og håber på, at jeg nok skal klare det. Det kan under alle omstændigheder ikke være værre end en svær depression.
Skriv et svar