Fokus på fremskridtene

Jeg bliver nogle gange fanget i frustrationen over, hvordan depressionen påvirker alt i mit liv, så jeg glemmer alle de fremskridt, der har været. Jeg blev lige mindet om, hvor meget bedre det trods alt går, da jeg stødte ind i en gammel bekendt. Det var den sædvanlige og lidt overfladiske snak om “hvordan det hele nu går” og opdateringerne fra mit liv var mere positive end negative. Det er godt, og det skal jeg glæde mig over! Selvom der er dårlige dage, er de ikke nær så dårlige, som de dårlige dage engang var. Jeg kan næsten altid sove alene nu, jeg kan ofte tage til fest og jeg kan grine. Det er store fremskridt, og det er ærgerligt, at de nogle gange drukner i frustration over min manglende hukommelse eller bivirkningerne ved medicinen.

Jeg har en ven, der lider af depression nu, og jeg kan tydeligt genkende hvor, han er i processen. Han er der hvor, det gør allermest ondt. Han undrer sig over, at jeg kan tage til fest nogle gange, for han kan aldrig. Det er en naturlig forskel på os to, for hans depression har “kun” varet nogle uger, hvor min snart runder de to år. Nogle af mine fremskridt er kommet så langsomt, at jeg ikke har kunne se dem før nu, mens andre er kommet hurtigt og efter, jeg er stoppet med at drikke. Det er dog noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv under min depression! Lige nu sidder jeg i et tog på vej til mine forældre, og det er ikke, fordi jeg har det for dårligt til at være hjemme, det er, fordi jeg har lyst til at se dem. I morgen formiddag skal vi spise brunch hele familien, og selvom snakken sikkert falder på depression, er det ikke med samme sorgmod som tidligere. Faktisk tror jeg, at jeg vil fortælle udelukkende om mine fremskridt.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>