Jeg forstår godt tankegangen, men hvor er det forkert at tro, at fordi jeg smiler, har jeg det godt. Hvis jeg ærligt svarer, at det ikke går godt, så er det, fordi det virkelig ikke går godt. Efter et livs hypersensitivitet og halvandet års depression har jeg sørme fået lært mig at virke glad, selv når jeg ikke er det. Desuden kan man godt græde 80% af en dag, men smile de sidste 20%, for der er man blandt folk, der forventer det, og man gør en stor indsats for at være glad. Ikke desto mindre er smerten der stadig, og det bliver desværre ikke mindre af, at man lægger ansigtet i de rette folder.
I går havde jeg en frygtelig dag, hvor jeg græd af alting og ingenting. Om aftenen skulle jeg til et arrangegement, som krævede, at jeg var glad. Jeg ville ikke lade være med at tage med, så jeg opbyggede denne her skal af frisk, glad Sara, der havde det godt. Mit skuespil virkede og folk troede, at jeg havde det meget bedre. Det tog sine timer, før jeg rent faktisk følte en forbedring, og det var ganske enkelt pga. de øl, jeg drak. Alkohol bedøver smerten, den fjerner den ikke, men den bedøver den, og jeg har så frygtelig meget brug for en pause nogle gange.
Jeg fik netop kommentaren, at jeg da så så glad ud. Det blev endda indikeret, at det ikke kunne passe, at jeg rent faktisk havde det skidt, når jeg nu så glad ud. Det kan da ikke undre nogle, at man nogen gange har brug for ikke at se trist ud. Man kan ikke klare, at ALT handler om at være trist i halvandet år. Så ja, jeg ser måske glad ud, men hvis jeg fortæller, at det går dårligt, så er det, fordi det går dårligt. Ganske enkelt.
Skriv et svar