Drømme

Også mine drømme har været meget påvirket af depressionen. I en lang periode, før jeg fik traume-terapi, havde jeg mareridt om at have det dårligt. I drømmene brød jeg helt sammen uden grund, men jeg kunne på ingen måde stoppe. Smerten var for stor, og det var så jeg lå i fosterstilling på jorden og græd og græd. Min søster har vækket mig mange gange, hvor jeg lå og græd i søvne. De drømme var så virkelige og voldsomme, at de påvirkede hele den næste dag. Det er hårdt, at man ikke engang har det godt, når man sover. Der er intet helle.

En anden drøm, der også gik igen, handlede om min far. I virkeligheden har jeg et godt forhold til min far, men i de drømme hadede jeg ham voldsomt. Det var af forskellige grunde, men gennemgående var hadet til ham. Den følelse blev der, når jeg vågnede indtil jeg forstod, at det bare var en drøm, og jeg på ingen måde havde nogen grund til at hade ham. Efter noget tid med den drøm spurgte jeg ham, hvad det mon kunne betyde. Det var for ham, og senere også for mig, åbenlyst, at det handlede om, at jeg har arvet depressionsgenet fra ham. En ting som gener er svært at være vred på, så i drømmen blev generne personificeret til den person, der har givet mig dem – nemlig min far.

Eftersom jeg sov halvdelen af døgnet på det tidspunkt, og følelserne fra drømmene fortsatte i den vågne tid, fyldte drømmen utroligt meget. Jeg var frustreret over dem, men jeg tænkte, at der ikke var noget at gøre ved det, og jeg håbede bare, de ville forsvinde. Da jeg nævnte drømmen for min psykiater, tog hun dem meget seriøst, og hun foreslog, at vi begyndte en traume-behandling. Det er hendes speciale, og hun forklarede, at man nemt kunne få et traume af at være så alvorligt syg i så lang tid, som jeg har været det. I behandlingen tog vi udgangspunkt i drømmene og arbejdede over nogle uger med dem, indtil de faktisk forsvandt. Mareridtet om at blive syg igen, bundede i en stor frygt for at blive så syg, at jeg ikke ville kunne klare det. Jeg var bange for at dø af depression. Frygten er ikke helt væk, men det er vist kun naturligt, og så længe frygten ikke fylder for meget, kan jeg sagtens leve med det.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>