Uanset hvor meget jeg taler om min depression og hvor meget jeg skriver herinde, er der stadig mange flere ting, der kun bliver i mit hoved. Når det er værst, stopper jeg med at snakke, og da min depression udviklede sig fra moderat til svær, stoppede jeg helt med at skrive herinde. Der vil altid være en masse usagt. En masse ting, jeg aldrig kan sige højt. Nogle er tingene er simpelthen for hårde til, at de kan tænkes til ende og slet ikke udtales eller komme på skrift.
Jeg har prøvet at skrive om, hvor slemt det nåede at blive, men det svært for mig at fortælle, at jeg var lige ved ikke at klare det. Det er ubeskriveligt svært at erkende, at jeg var ved at give op for det kan komme igen, og det gør det nok. Hvad nu hvis jeg ikke kan klare det igen?
Skriv et svar