Det overraskede mig!

Der er en masse ting, der har overrasket mig i mit sygdomsforløb og ved depression generelt, og jeg kan stadig blive overrasket. Her er en liste over nogle af de ting, jeg virkelig ikke havde set komme.

Da jeg først fik min diagnose blev jeg overrasket over, hvor hårdt jeg tog det. Det gjorde sgu rigtig ondt og accepten af sygdommens tilstedeværelse var en lang kamp.

Det overraskede mig også, at min medicinske behandling i så høj grad virkede som et gætværk. Jeg ved nu, at det er meget individuelt, hvilket medicin, der virker, men jeg troede et eller andet sted på, at medicineringen ville være lidt mere som en mirakel-kur.

Kommunernes tilbud til unge psykisk syge har også overrasket mig. Det er egentlig ikke kun det, at der ikke er så mange gode tilbud, det er mere den tvungne sygeaktivering, jeg har det lidt svært med.

Det der nok har overrasket mig mest var, at det kunne blive så slemt, og at det kunne blive værre, når det allerede var værst!

Det overraskede mig i den grad også, at jeg kom ud af den svære depression til sidst. Det sidste stykke tid føltes det fuldstændig urealistisk og i øvrigt også som en ond joke, når nogle gentog sætningen: “Du skal nok blive rask.”

Efter min raskmelding har det overrasket, ja nærmest chokeret mig, at der har været så mange depressionsrelaterede problemer, der blev ved med at komme. Sorgen og vreden over at have været så syg, angsten for en ny sygdomsperiode, den lave stresstærskel og den enorme sårbarhed bare for at nævne et par stykker.

Pt blev jeg for nyligt meget overrasket, da jeg fandt ud af, at den raskhed, jeg så længe havde længtes efter og som jeg endelig havde fået, også var sygdom. Det hedder hypomani, er en del af bipolar lidelse og betyder i praksis, at jeg nu er kronisk psykisk syg (gæt lige, om det er svært at acceptere for mig?) og har en ulidelig stor risiko, næsten garanti, for svingninger i humøret resten af mit liv. Overraskelserne bliver ved med at komme…