Depression og sociale aktiviteter

At kunne deltage i hyggelige sociale aktiviteter, er for de fleste mennesker en selvfølge og forbundet med glæde. Det er dog ikke altid tilfældet, hvis man lider af depression. Faktisk kan det være fuldkommen uoverskueligt at tage af sted, og derfor medfører en depression for de fleste en nedsat evne og lyst til at være social. Der er flere grunde til, at det kan være en svær ting f.eks. at tage til fest.

- Samvær med mange mennesker kan være overvældende. Man skal forholde sig til folk og i en eller anden grad kunne smalltalke og helst ikke sidde i et hjørne og græde.

- Man kan let føle sig anderledes i kraft af ens sygdom. Det kan medføre sorg, men også frustration over, at andre kan ting, som man ikke kan.

- Der er nogle ting, der skal ordnes, før man tager af sted. Det kan være at tage et bad, pakke nogle ting eller finde noget tøj, man føler sig tilpas i. Og så er der turen derhen – uanset hvor langt man skal eller om det er på cykel eller med bil/bus/tog, så kan det alene slå en ud.

- Der er en sidste, men meget stor forhindring. Det kan være umuligt eller meget svært at komme til at hygge sig og hvorfor så tage af sted?

Det er vigtigt, at man som deprimeret ikke isolerer sig. Selv om man ikke er festens midtpunkt eller er så glad som de andre, så er det godt at komme lidt ud nogle gange. Hvor meget kan jeg ikke fortælle, for det er individuelt. Under min depression blev jeg anbefalet (næsten beordret) at komme ud hver dag, og det prøvede jeg virkelig. I perioder var det nok og næsten for meget, hvis jeg bare købte ind og bagefter tog på biblioteket. Andre gange kunne jeg besøge en veninde eller tage hjem til mine forældre.
Man skal prøve at finde ud af, hvad der fungerer for en. F.eks. tog jeg ikke længere væk end, at jeg altid kunne tage en taxa hjem eller til min søster, hvis jeg skulle få det for slemt. Jeg sørgede for at tage til sociale aktiviteter, hvor der var folk, der kendte til min situation.

Sociale aktiviteter dækker over alle mulige ting, og det vigtige er, at man finder noget, der passer til en. Prøv at tage ud at spise, i biografen med en ven, ud og gå en tur, på biblioteket, på planteskole eller hvad der nu virker bare den mindste smule tiltalende. At blive i sengen er i hvert fald ikke godt, når man er syg.

P.s. Jeg skriver om sociale aktiviteter i dag, fordi jeg selv lige har været ude og se i butikker efter halvandet døgn i sengen. Jeg har nogle lidt svære dage, og selvom der ikke er noget, der føles rart lige nu, vil jeg prøve at følge mit eget (og læger og psykologers) gode og velmenende råd.

Kommentarer

  1. Tonny siger

    Mange af mine endelig-friweekender er endt med at jeg bare sidder og glor og ikke kommer afsted til det jeg egentlig havde “glædet” mig til. Kan godt sige til mig selv, “det der, det skal jeg bare med til, det bliver sgu godt”, men efterhånden som dagen kommer nærmere, forsvinder den glæde der egentlig burde være tilstede for til sidst at forsvinde og sofaen overtager styringen sammen med computeren :-/
    Det bliver nu heller ikke bedre af at jeg er flyttet alene til en ny by.
    Af og til kommer jeg da afsted :-)

    • siger

      Det kender jeg godt, og når det sker nu en gang i mellem, prøver jeg at sige til mig selv, at det er okay. Det gør i hvert fald intet godt at slå sig selv i hovedet med det – som jeg har tendens til at gøre. Måske er det for meget at sige til sig selv ‘det der bliver godt’, men i stedet tage det lidt som det kommer. Det er selvfølgelig meget lettere sagt end gjort, men det kan måske lette presset og gøre det mere overskueligt at tage af sted uden forventninger.
      Ja, det må være svært. Det er godt, at du nogle gange kommer af sted. Hold fast i det og held og lykke :)

Skriv et svar til Sara Annuller svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>