Jeg har valgt at kalde indlægget for depression og lykkepiller. Det kunne også have heddet ‘Hvorfor det ikke hedder lykkepiller’, for det er nærmere det, jeg vil sætte fokus på i dagens indlæg.
Det handler nemlig om en sproglig uvane, jeg møder alt for ofte. Det er nemlig sådan, at (alt for) mange mennesker kalder antidepressiv medicin for lykkepiller. Mine erfaringer siger, at det ikke er en bestemt gruppe mennesker, der bruger udtrykket. Det er nærmest alle. Men det hedder antidepressiv medicin, fordi det ER antidepressiv medicin. Det virker mod depression, det gør dig ikke lykkelig. Hvis medicinen virker efter hensigten opnår patienten sit normale stemningsleje, og det er for de færreste en konstant lykkefølelse.
Nogle tænker måske, at det kan være ligegyldigt hvilket ord, der bruges. Det dækker jo over det samme medicin. Men i valget af ord er der en forståelse/holdning. Jeg kan komme med et eksempel, hvor SU’en til hjemmeboende bliver omtalt som cafépenge. Når udtrykket bliver udbredt i samfundet, får debatten en vinkel, som alene ligger i ordet. For nu handler det pludselig om cafépenge (og er det nu retfærdigt at have statsstøttede cafébesøg?) i stedet for en SU (som gives for at studerende kan fokusere på studiet i stedet for at arbejde ved siden af).
Det samme sker med de her “lykkepiller”. Der skabes en forståelse af, at pillerne kan give lykke. Det er problematisk, hvis der kommer en forståelse af, at det er så let at blive rask og mere til. Det kan være med til at fjerne alvoren og seriøsiteten om emnet. Hvorfor sætte fokus og bruge samfundets ressourcer på depression, når løsningen ligger i pilleform i apotekernes skuffer?
Jeg ved, at det er sat på spidsen, og at mange kender til virkningen af antidepressiv medicin, men ikke desto mindre synes jeg, det er en vigtig overvejelse. Lad os kalde medicinen ved navn og holde fast i, at pillerne ikke kan kaldes lykkepiller, når de ikke giver lykke.
Amen.