Depression og fremtid

For nyligt befandt jeg mig atter engang i en situation, hvor jeg skulle tage stilling til et vigtigt emne i mit liv. Min fremtid. Nærmere min fremtid med min sygdom. Det har løbende fyldt meget, og engang var depression og fremtid to ord i, der sammen i en sætning, var forbundet med meget frygt og frustration. Jeg har også skrevet blogindlæg om det før, men det interessante denne gang – for mig og forhåbentlig også for jer, der læser med – var min tilfredshed med mit svar.

Jeg sad i en festlig sammenhæng og talte med en af mine medstuderende om, at jeg læser deltid. Hun spurgte mig, om jeg troede, at jeg nogensinde ville komme til at leve et normalt liv. I den sammenhæng indebar det bare, om jeg troede, at jeg ville være i stand til at læse fuldtid senere.

Det satte nu alligevel gang i nogle tanker, der er større end blot min fremtid de næste par år på retorik. Det er jeg ærlig talt ikke så bekymret for. Jeg er helt utroligt glad for studiet, og jeg ved, at jeg nok skal få min bachelor og formentlig også kandidat, selvom det tager mig længere tid.

Først overvejede jeg, hvad et “normalt liv” indebærer. Jeg hører gerne fra andre, hvad det indebærer for dem? Jeg kom jeg til at tænke på karriere, de gennemsnitlige 37 timer om ugen, et par børn og gerne en far til dem, hus eller lejlighed og generelt en hel masse ting at tage stilling til, travlhed og for lidt søvn.

Men kommer jeg til at kunne klare alt det?

Helt ærligt vil jeg sige: Måske ikke. Faktisk tror jeg ikke, at jeg kommer til det. (Her kommer det overraskende:) Og hvad så? Det er okay ikke at kunne alt, og jeg har en sygdom, der giver mig nogle begrænsninger, jeg virkelig ikke kan gøre for.

Jeg ved, at jeg kommer til at bruge min uddannelse på et spændende arbejde. Det bliver måske bare deltid og med lidt ekstra hensyn. Jeg ved også, at jeg får børn. Det ved jeg, fordi det ønsker jeg mere end noget andet. Måske får jeg bare ikke fem, som mine forældre har, men de er sgu også super-mennesker. Jeg ved også, at jeg kommer til at have et hjem og en masse ting at tage stilling til. Men måske er der bare støvet i hjørnerne, fordi jeg har taget en lur i stedet for at støvsuge.
Nogle ting er vigtigere end andre, og jeg ved, at de vigtige ting nok skal komme i mit liv.

Til sidst vil jeg indrømme, at der er dage, hvor jeg tvivler på alt dette, men det meste af tiden føler jeg virkelig, at det er okay, at jeg ikke kan alt og ikke kan leve det “normale liv”. Jeg bliver lykkeligere på den anden måde.