Mit foredrag tager udgangspunkt i mit liv som ung med depression, og det handler hovedsageligt om tiden som 18-årig, hvor jeg fik konstateret min første behandlingskrævende depression. Det var langt fra den første gang livet gjorde ondt på mig, og jeg havde både en barndom og ungdom med depressioner. De sidste dage har jeg tænkt over livet før min diagnose og hvordan det var at være syg dengang.
Tankerne er startet, fordi min ene lillebror lige er blevet konfirmeret. Han er 13 år, og det klarer han sgu godt. Han er en sej 13-årig. Det sagde jeg i talen til ham, og jeg huskede mit liv dengang. Jeg husker, hvor hårdt det var for 10 år siden, da jeg var 13 og blev konfirmeret – i samme kirke som min lillebror faktisk.
Det er aldrig let at være i den alder, det ved jeg. Jeg havde lige et ekstra problem oveni hormonerne og overvejelserne om identitet. Jeg led af depression. Da jeg gik til præst før min konfirmation, spurgte han altid, hvad der var galt. Han sagde, at han kunne se, at jeg havde det dårligt og gentog en opfordring om, at jeg skulle fortælle ham det. Han havde ret i, at der var noget galt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var bare rigtig ked af det.
Det var som 13-årig (lidt senere end min konfirmation), at jeg oplevede min første hypomani. Den gjorde mit sociale liv svært, da symptomer på hypomani for mig blandt andet er, at jeg drikker meget, mister hæmninger, har upassende opførsel og får en seksuel aggressiv adfærd som det så pænt hedder. Det er svært i en provinsby at være sådan.
Mit humør svingede, og jeg følte stor smerte men også stor glæde i min barndom og ungdom. Desværre var der mest smerte og depression, og det er i sig selv svært at leve med de svingninger. Der var mange dage, hvor jeg ikke tog i skole, fordi jeg var for ked af det, og jeg tog til lægen et par gange og fortalte, at jeg var ulykkelig. Det blev ikke taget så alvorligt.
Det var først som 18-årig, da jeg fik konstateret depression, at jeg fandt ud af, at det ikke er normalt for børn at tænke på, om livet er værd at leve. Det er ikke normalt for børn at tænke, at der er mere dårligt end godt i verden.
Jeg havde som barn og ung en stærk følelse af, at det ikke kunne være rigtigt, at det her var livet. At det var så hårdt det hele. Jeg havde ret, for sådan er livet ikke. Men sådan var livet for mig som barn og ung, og jeg vidste ikke, at det var unormalt, for jeg kendte ikke andet.
Jeg er gudskelov ikke 13 år mere, og livet er tusind gange bedre ved mig nu end dengang. Nu ved jeg også, at det ikke er normalt for børn og unge at føle, som jeg gjorde, og den tanke gør mig virkelig glad. Depression hos unge mennesker er et stort problem, som jeg ville ønske, der var mere opmærksomhed på. Det er svært nok at være ung uden depression, og alle fortjener en barndom og ungdom uden ekstra bekymringer.
Skriv et svar