Selvom jeg helt fra starten og selv da det var allerværst har taget afstand fra suicidale handlinger, har døden fyldt en del i min depression. Det er vist helt naturligt, for med en depression kan man komme så langt ned, at døden ikke føles langt væk. Jeg følte mig nogle gange, at hvis jeg fik det bare lidt værre, ville jeg dø af smerten. Når man kæmper sig i gennem en depression, begynder man tit at tænke over nogle af de helt store spørgsmå om liv og død, og hvad der er meningen med det hele. Desværre kommer svarene ikke lige så selvfølgeligt som spørgsmålene.
For mig har døden også fyldt på en anden og meget indvaderende måde – nemlig med det dødsangst jeg har haft. Det fylder heldigvis næsten ikke mere, men da jeg drak, og fordi jeg drak, var der rigtig slemt på et tidspunkt. Før min depression var jeg også bange for at dø, men slet ikke på den måde.
Skriv et svar