Der er et helt liv derude, der bare venter på, at jeg lever det. Det går forbandet langsomt med at begynde at leve igen. På nogle punkter er jeg helt mig selv, f.eks. er jeg ikke social handicappet mere til fester, fordi jeg ikke kan tåle høje lyde eller mange mennesker. Det er skønt at kunne være sig selv igen, men så kommer der en nedtur til eller nogle dårlige dage, hvor man ved, at når man først begynder at græde, har man ikke kræfter til at stoppe igen. Lige for tiden er jeg rimelig stabil. I dag er jeg lidt rastløs og følsom, men det er okay. Det er det virkelig.
Jeg er begyndt at se på jobs, for jeg hverken kan eller vil jo være sygemeldt for evigt. I går søgte jeg to jobs, men i dag ved jeg ærlig talt ikke, om jeg er parat. Jeg må snakke med min psykiater, når hun returnerer mit opkald. Det er en stor ting at blive sig selv igen, og det sker langsomt. Nogle gange går det baglæns eller står helt stille, men jeg må holde hovedet højt og tro på det bedste. Jeg prøver at vænne mig til at svare på en ny måde, når folk spørger, hvordan det går. Jeg plejer at være nogenlunde ærlig (altså, jeg har selvfølgelig aldrig sagt, at det gik så dårligt, at jeg måske ikke ville overleve at være så ked af det bare et minut mere), men nu vil jeg være ekstra positiv og svare, at det går helt forrygende og fantastisk og intet kan slå mig ud. Nu mangler jeg bare at mene det.
Skriv et svar