Jeg har tidligere på bloggen skrevet om depression som en usynlig sygdom, og dette indlæg tænker jeg på som en ny vinkel til emnet. Er det muligt at se psykisk syg ud? Og kan man kan se på folk, at de har en psykisk lidelse?
Engang fik jeg af vide, at det var tydeligt, at jeg led af depression. Mine øjne var uden glimt, jeg smilede ikke, var forstenet i mine bevægelser, og så var de mange tårer, jeg græd, også et ydre tegn på det indre: Jeg havde det virkelig elendigt.
Senere fik jeg af vide, at man kunne se, at jeg havde fået det bedre. I blogindlægget her kan I læse om to kommentarer, der virkelig bekræftede mig i, at der var sket noget, og at det også var tydeligt for andre.
Nu får jeg af vide, at man slet ikke kan se på mig, at jeg har lidt af depression. Man kan ikke se på mig eller mærke på mig, at jeg lider af bipolar lidelse. Det sidste stykke tid har jeg hørt det mange gange, og nogle bliver virkelig overraskede, når de finder ud af, at jeg har en psykisk lidelse. Det har fået mig til at tænke over nogle ting.
Først kom jeg til at tænke over, om jeg går og skjuler min sygdom nu. Det synes jeg ikke, og folk kommer jo netop med kommentaren, fordi jeg har fortalt, at jeg har den her sygdom i den ene eller anden sammenhæng. Det er ingen hemmelighed, for jeg tror på, at ærlighed er vejen frem, når det gælder afstigmatisering af psykiske lidelser.
Dernæst begyndte jeg at undre mig. Hvordan ser man ud, når man er psykisk syg? Hvordan adskiller det sig fra hvordan raske mennesker ser ud? I mit tilfælde: Hvordan ser en person med bipolar lidelse, der er i en neutral periode, ud? Og hvordan er det, at jeg ser ud i forhold til det? Jeg ved ærlig talt ikke, hvad folk forestiller sig, men når jeg har spurgt dem, er det tydeligt, at der ikke rigtig er noget svar. De ved bare, at jeg ikke virker sådan, og det er en kompliment.
Hvis vi nu siger, at komplimenten bliver givet, fordi jeg ikke virker psykisk ustabil og er i stand til at fungere normalt i den sociale sammenhæng, jeg nu engang er i, er jeg nødt til at afsløre noget. Det kommer fra en forhenværende dybt deprimeret og nu stabil bipolar: Du kan ikke med sikkerhed se på folk, om de har en psykisk lidelse. Jeg er ikke kun ustabil, og jeg er ikke kun normal (hvad det nu end er). Der er flere sider af mig – jeg går ud fra, at det er en gennemgående tendens også hos raske mennesker – og man kan ikke som fremmed vide alt om mig.
Man kan åbenbart ikke se eller mærke det på mig, men jo, jeg er meget påvirket af at have været så syg, og jeg har også tidspunkter, hvor jeg er grædefærdig af skræk for, at jeg skal derned igen. Jeg tænker meget over at gøre de rigtige ting i forhold til min bipolare lidelse for at have det så godt som muligt. Den frygt og ustabilitet, den psykiske lidelse, viser jeg bare ikke til alle. Men tænk hvis jeg gjorde, ville folk så tænke: Hun ser godt nok psykisk ud nu, det er tydeligt at mærke?
Hej Sara.
Jeg er en pige på 18 år nu. Har været igennem et meget hårdt barndom, som ligger hårdt og tungt i mig, som det stadig gør. Ehm, kort sagt, blev mig og mine søskende Mark på 16, og Anita på 15, fjernet hjemmefra da jeg var 13. Mine søskende, kom på et børnehjem, og jeg kom i en plejefamilie som jeg boede i 2 et halvt år. Hvorefter mit liv gik total i stykker. Som du selv skriver. Jeg græder hele tiden, giver mig selv skylden for alt, hader mig selv, og har svært ved at stole på folk omkring mig, der faktisk elsker mig og vil hjælpe mig. Idag, har jeg det af helvedes til end jeg nogensinde, har haft. Min kæreste er lige gået fra mig, fordi jeg for et halvt år siden ikke kunne styre min vrede og følser. Vidste med det samme, at det var en depression. Går til lægen nu, og er småt ved at få hjælp. Men det hele handler nu om at han også er gået ned, og ikke ved hvem han er længere, ligesom jeg har haft i flere år nu. Det først nu det er gået op for mig, at jeg lever i en depression. Og bede om hjælp til at kunne gennemføre dette tap i mig. Og han lovede og være der fuldt ud, og så skulle vi få styr på hans liv. Men nu er det snart en måned siden, han gik fra mig. Og vi har været sammen i snart 2 år, fra d.25 september. Men han siger han stadig elsker mig, og bare skal finde sig selv, fordi hans krop er ødelagt, pga mig. Har tilbudt ham, at vi tog til lægerne sammen, og fik snakket om vores depressioner, og at vi eventuel kunne starte til parretipi. Men det eneste han svare tilbage er: Vivi min krop er ødelagt, jeg kan ikke noget mere. Tænkere bare hvis han så er så ødelagt som han siger. Hvorfor så ikke tag imod mig? Når han siger han elsker mig? Han er ikke den eneste der har det dårligt. Jeg har følt mig ødelagt siden jeg var 13. Og har mange gange prøvet at tage mit liv. Men har ikke haft turde det alligevel. Vil bare gerne have det godt, og starte et nyt liv op, med ham. Men i stedet skal jeg lide og vente på at han er klar til mig igen. Kan jeg ikke vente på, når vi kan så meget andet. Hvad skal jeg gøre. For sidder virkelig hverdag, og ikke gider at leve. At jeg aldrig var blevet født. Synes virkelig alt er et helvede. Det som at leve i et marit. Knus Vivi.
Hej Vivi
Tak for din kommentar. Jeg vil virkelig opfordre dig til at tale med en læge, psykiater eller psykolog om dine problemer. Jeg kan høre, at du har det rigtig dårligt, og jeg føler med dig – men jeg kan ikke hjælpe. Det ville ikke være fair, for jeg er ikke uddannet eller kvalificeret i den grad, du har brug for og fortjener.
Jeg ønsker dig alt godt. Der er mulighed for et godt liv for dig, det må du ikke glemme.
- Sara
Hej Sara, hvordan fandt du ud af at du er bipolar. Altså du er jo nok gået til en læge men hvilke symptomer havde du, osv.
Hej Lærke
Det vil kræve en længere historie, men har du prøvet at læse de forskellige indlæg, jeg har skrevet på bloggen om bipolar lidelse? For jeg har skrevet en del om det. Jeg var i udredning på Rigshospitalets affektive kompetencecenter.
- Sara