Jeg havde en god samtale med min psykiater på Rigshospitalet i dag. Det var egentlig ikke noget nyt emne, vi havde oppe og vende. Det var tværtimod det, som vi altid taler om. Det samme jeg taler om med min sygeplejeske hver uge, og som vi også talte meget om i gruppeterapi. At finde balancen. Det handler helt konkret om at finde ud af, hvor meget eller rettere lidt der skal til for, at jeg bliver ustabil.
For mig er der nogle bestemte ting, jeg skal være meget opmærksom på. Det er stress, søvn, alkohol og mængden af stimuli (hovedsageligt via social kontakt). Det er ikke helt lidt, og jeg forsøger virkelig på at finde min balance. Jeg kan nemlig ikke undgå alt form for stress, sove regelmæssigt altid og undgå situationer med stimuli. Og selvom jeg kunne undgå alkohol fuldstændig, har jeg ikke lyst til det.
Faktisk vil jeg bare gerne kunne de ting, som andre unge kan. Eller mere præcist: Jeg vil gerne kunne de ting, som jeg føler, at jeg burde.
Jeg er kommet langt med at acceptere min situation, og jeg ved også, at den kan ændre sig. Lige nu er det bare fucking irriterende. Gør jeg noget forkert, har det alt for store konsekvenser. Da jeg var til julefrokost med mit studie, græd jeg to døgn efter. Jeg havde det så elendigt, og jeg ved ikke, om det var pga. de mange mennesker og dermed larm, grin og smalltalk, antallet af genstande jeg drak eller fordi jeg kom sent hjem. Højst sandsynligt var det blandingen.
Min psykiater lyttede til min frustration over, hvor svært det er. Hvor svært det stadig er. Hun sammenlignede så bipolar lidelse med sukkersyge. Folk med sukkersyge skal også finde en balance, så de ikke får svingninger. I virkeligheden skal alle mennesker vel finde en balance i livet. Det er måske bare ekstra vigtigt, at jeg finder min. Nogle perioder synes jeg, det går langsomt, og nogle gange synes jeg, at det ligefrem går tilbage. Men uanset hvor svært og uretfærdigt, jeg nogle gange synes det er, bliver jeg ved med søge balancen. Det bliver jeg nødt til, for jeg har meget at lære endnu.
Anja siger
“Faktisk vil jeg bare gerne kunne de ting, som andre unge kan. Eller mere præcist: Jeg vil gerne kunne de ting, som jeg føler, at jeg burde.”
Den sætning beskriver det hele.
Du har igen formået at sætte ord på, hvor passende ord kan være umulige at finde. Tak.