Jeg husker tydeligt, da jeg fik diagnosen depression. Det var helt utroligt svært at få en diagnose, og det tog mig lang tid at acceptere, at jeg var syg. Jeg havde problemer med min selvopfattelse og det at være psykisk syg og ung. Det passede bare ikke sammen, men der er nok ingen uanset alder, som synes det passer til dem at have en psykisk lidelse. Selvom ordene “du har en depression” og selve begrebet depression kun er ord, medfører det så meget med sig, og det er måske derfor, at det kan være så satans svært at få en diagnose.
Nogle med depression oplever at få en ny diagnose og dermed have flere. Nogle eksempler kan være angst, spiseforstyrrelse eller noget helt tredje. Nu tænker jeg på, om det bliver lettere anden gang? Eller tredje eller fjerde?
Jeg sidder netop nu på vej til Kompetencecenter for Affektive Lidelser, hvor jeg skal snakke med nogle kloge hoveder, om hvorvidt jeg har bipolar lidelse (tidligere kendt som maniodepression). Jeg har endnu ikke fået min diagnose (hvis jeg overhovedet får en ny), men jeg har taget kampen lidt op på forhånd og tænkt på hvilke konsekvenser sygdommen kan have. På den måde forbereder jeg mig på, hvis det nu er tilfældet.
For mig har min depression tvunget mig til at leve et bestemt liv, hvor jeg passer ultra godt på mig selv. Nogle gange slækker jeg på det, men det har sine konsekvenser. Nu truer en ny diagnose med flere begrænsninger og endnu mere grund til at passe på. Det er ikke underligt, at det er så svært.
Skriv et svar