For mange er det rigtig svært at acceptere, at man er blevet syg med depression. Det var det helt bestemt for mig. Der var mange trin på vejen, der var svære at acceptere. At jeg var syg, skulle tage medicin og skulle overveje elektrochok. Det var store skridt i mit sygdomsforløb, som jeg ikke tror er så anderledes fra mange andres. Det var som om, at det blev en realitet, at jeg var syg, hvis jeg accepterede det. Det var lige hvad det var, en realitet. Jeg var jo syg uanset hvor langsomt, at jeg accepterede det.
Det er klart, at det er svært, for det er en stor ting, der lige pludselig fylder enormt meget i ens liv. Og så er det jo en frygtelig og hård sygdom, man på ingen måde ønsker. Jeg tror, at de fleste accepterer deres sygdom med tiden, men jeg om nogen forstår godt, hvis det er svært. Lige nu bakser jeg med at acceptere, at jeg muligvis er maniodepressiv. Uanset hvor svært det er, så klø på. Der er meget, der skal arbejdes med, kæmpes imod og læres undervejs, men det skal nok komme alt sammen. Det skal jo, ikke sandt?
Skriv et svar