En depression koster en mange ting, som et andet indlæg også beskriver, men det koster i særdeleshed mange penge. Som psykisk syg og under 25 år er der ikke meget økonomisk hjælp at hente. Den hjælp, der så er, får man ikke automatisk besked om. Jeg er netop i gang med at søge en medicinbevilling, hvilket jeg håber meget at få, da 1200 kr. om måneden er mange penge ud af en kontanthjælp på 4000 som udeboende. Min far og jeg har spurgt mange steder, om der var et sted, man kunne søge penge til de udgifter, der er som psykisk syg. Faktisk fortalte hverken min læge, psykolog, psykiater eller på SIND og depnet, at jeg kunne søge om en medicinbevilling. Nu håber jeg bare på det bedste, men de 10.000 kr. jeg allerede har købt medicin for, kan man ikke få tilbage.
Uden støtte fra mine forældre ville jeg være i stor risiko for at ende på gaden, hvilket er en fuldstændig absurd tanke. Hvis han skulle leve af kontanthjælp ville jeg efter husleje og medicin have 300 kroner om måneden til mad, buskort (desværre en nødvendighed med medicin, der har enorm svimmelhed som bivirkning), samtaleterapi og mobilregning. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, og jeg kan ikke lade være med at spise medicin eller gå i terapi, for så vil jeg kun blive mere syg.
At være under et økonomisk pres, er selvsagt rigtig dårligt for en, der er syg i forvejen. Heldigvis støtter mine forældre mig, men det har konsekvenser for resten af familiens økonomi. Nu skal jeg bare acceptere, at jeg som 20-årig stadig er økonomisk afhængig af mine forældre. Forhåbentlig varer det ikke alt for længe.
Skriv et svar