Det er efterhånden to måneder siden, jeg var til min sidste møde med de mennesker, jeg har gået i gruppeterapi med. Vi talte om en problematik, som vi alle kendte, og siden har jeg tænkt, at der måske er nogle af jer, der også kender til den.
Det handler om ønsket om at flygte fra en depression. Ikke bare at man ønsker, at depressionen forsvinder, men tankerne om at flygte fra det liv, man har. Under en depression ser man på alt med sorte briller; alt er galt i livet, og intet er godt. Sådan føltes det i hvert fald for mig, og jeg overvejede, om jeg kunne flygte fra det liv, hvor alt var galt. Jeg tænkte på at rejse til udlandet og bo, bare skride fra venner og familie for at leve lykkeligt. Uden forpligtelser, som jeg slet ikke kunne forholde mig til, og uden mennesker, jeg kunne gøre ondt og som kunne gøre mig ondt.
Problemet er bare, at depressionen var en sygdom, som var i mig. Uanset hvor jeg flygtede hen, ville den følge mig. Jeg ville være ulykkelig hvor end jeg befandt mig i verden og uanset hvem, jeg var sammen med. Det same gælder nu, hvor jeg heller ikke kan flygte fra min lidelse, selvom jeg nogle gange ønsker, at jeg kunne. Det samme fortalte dem, jeg var i terapi med.
Jeg kommer til at tænke på mit forhold til Sorø, hvor min familie og jeg flyttede til, da jeg var syv år. For at være ærlig forbinder jeg byen med en masse negative ting og hårde følelser, og jeg kunne aldrig i min vildeste fantasi drømme om at flytte tilbage. Jeg kan huske, hvilke tanker jeg havde om livet og hvordan jeg i perioder græd, når jeg hver dag gik hjem fra skole. Men jeg ved godt, at det ikke var pga. mine omgivelser, men fordi jeg allerede i en meget ung alder, led af depressioner. Jeg ved godt, at hvor end jeg var vokset op, havde jeg lidt af depressioner og hypomanier. Derfor giver det ikke mening at ønske at flygte fra det liv, hvor man har en depression.
Jeg vil dog lige tilføje, at hvis ens depression er stressrelateret eller på nogen anden måde skyldes nogle ydre omstændigheder som et dårligt job eller et ægteskab, er det måske muligt at ændre de omstændigheder og dermed få det bedre. Det har dog ikke været tilfældet for mig, så det ved jeg ikke meget om.
Sidder alene i en fremmed by, pga. en x’kæreste. En x, der har rumsteret i mit hoved hver eneste dag, de sidste 575 dage.
Har et træls job, men nødvendigt, pga. lønnen.
Om nogle år er gælden lille nok til at kunne lidt igen.
Flytte tilbage til min hjemby, ville ikke hjælpe noget, tværtimod.
Har tit tænkt bare at forsvinde, hæve alt i banken, lade mobilos ligge, slette alle profiler diverse steder og flygte fra “Forsvundet Sporløs”. Lade gæld være gæld.
Har siddet og ledt efter arbejde i udlandet, fandt også noget jeg gerne ville.
Det eneste der har holdt mig tilbage, er mine 4 børn, der kommer hver 2. weekend for at være sammen med deres farmand. Har efterhånden affundet mig med at jeg kun kommer fra dette liv, liggende på ryggen, med benene først. Helst som en gammel glad bedstefar, der har haft skabet fuld af slik til sine børnebørn.
Sidder også på den forkerte side af en dyr bro og er ved at blive skilt. Har nok altid haft en vane med bare at trække stikket ud og flygte fra problemerne. Starte på en frisk i en ny by, nye mennesker, som ikke kendte mig i forvejen.
Nu er der et barn inde i billedet så jeg kan ikke bare flytte som før. Der er rent faktisk læge og psykiater der holder øje med mig nu og ja, jeg kan sgu ikke rigtigt rende nogen vegne (og vil vist egentligt heller ikke)
Men det er nu noget nemmere at flygte og ikke skulle se folk i øjnene
Jeg kan høre, at der er flere end mig, der kender til problemstillingen. Lysten til at skride fra det hele kan fylde meget, men for jer er der nogle børn, der gør, at I ikke bare kan eller vil forlade det liv i har – selvom det kan være så hårdt, at det er alt, man ønsker. Jeg har også en familie, der holder fast i mig, hvilket jeg er taknemlig for.
Og Tonny, jeg håber for dig og dine børnebørn, at du bliver sådan en slags bedstefar
Det er meget svært at flygte fra en depression om end helt umuligt. Så det bedste man kan gøre er at lære at leve med de skavanker vores skaber (hvis en sådan findes) har givet os. At tænkte på fortiden gaver os ikke fordi vi kan ikke ændre den, det gør os kun endnu mere negative i vores tankegange… men jeg tænker at du har fået meget positivt ud af at erkende at du har eller har haft en depression og tale ud om det med andre…